Forældrekompetenceundersøgelse
Formål
Forældrekompetenceundersøgelsen har til formål, ud fra det kommunale opdrag, at kortlægge det relationelle miljø hos forældrene og sammenholde det med barnets eller børnenes udviklingsniveau og udviklingsmæssige behov. Formålet er således at afdække både det enkelte barns behov og forældrenes kompetencer til at imødekomme disse behov. Undersøgelsen anvendes ofte som bidrag til at kvalificere den kommunale beslutningsproces og støtte op om videre foranstaltninger i forhold til familien.
Indhold
Forældrekompetenceundersøgelsen gennemføres ved brug af flere informationskilder og metoder, herunder:
informationer fra sagsakter
samtaler med forældrene
samtaler med barnet
observationer af samspillet mellem barn og forældre
relevante psykologiske tests
samtaler med relevante professionelle omkring familien
Typisk vil en psykologisk undersøgelse af en forælder inkludere kognitive tests, personlighedstests, selvrapporteringsskemaer samt strukturerede interviews til vurdering af mentalisering og tilknytning. Der vil som regel anvendes både ustrukturerede og strukturerede observationsmetoder til vurdering af samspillet. Testbatteriet tilpasses til hver enkelt sag.
Disse forskellige informationskilder bidrager til at give et samlet grundlag for forældrekompetenceundersøgelsens sammenfattende vurdering og konklusion, hvor forældrenes ressourcer og udfordringer afdækkes.
Jeg vil som regel gennemføre forældrekompetenceundersøgelser med en kollega.
Undersøgelsen udføres i overensstemmelse med Socialstyrelsens nyeste retningslinjer, og jeg lægger vægt på, at mine undersøgelser er præget af omhu, samvittighedsfuldhed og uvildighed.
Forløb
Sagsbehandler udarbejder opdrag, dvs. en opgavebeskrivelse for undersøgelsen og sender sagsakter til undertegnede
Opstartsmøde med sagsbehandler, forældre og undertegnede
Interviews, testning og samspilsobservation gennemføres hos familien og i min klinik
Gennemgang af erklæring til forældre
Afsluttende møde med forældre og sagsbehandler
Fremsendelse af rapport til sagsbehandler
En forældrekompetenceundersøgelse forløber typisk over 3 måneder.
Pris
Prisen for en forældrekompetenceundersøgelse afhænger af opdraget. Taksten er 1400 kr. per anvendt time.
Du kan læse mere om mine priser her
Kontakt mig
Hvis du har nogle uddybende spørgsmål, eller ønsker du at drøfte et muligt samarbejde, er du velkommen til at kontakte mig